Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi

Lundsgades pædagogiske arbejde bygger på et anerkendende barnesyn, hvor hvert barn bliver mødt med respekt, nærvær og forståelse for sine behov, følelser og perspektiver. Børnene skal opleve, at deres stemme bliver hørt, og at de har medbestemmelse i hverdagen. Dannelse og børneperspektiv handler for os om at give børnene indflydelse, ansvar og erfaringer med demokrati, samarbejde og konflikthåndtering. Der er fokus på mangfoldige fællesskaber, hvor alle børn har mulighed for at deltage og udfolde sig. Leg er hel central for børnenes trivsel, læring og udvikling. De voksne støtter og udvikler legen ved både at deltage, tage initiativ og observere. Vores fokus er at støtte mangfoldige legefællesskaber, hvor alle børn får mulighed for at deltage, fordybe sig og udvikle deres legekompetencer. Vi er beviste om, at læring foregår hele dagen gennem leg, sanser, kommunikation, nysgerrighed og eksperimenter. Børnene støttes i at stille spørgsmål, undersøge verden og afprøve idéer. Det er vigtigt, at de tør begå fejl og bruge deres fantasi. Lundsgades naturfaglige profil understøtter børnenes nysgerrighed og interesse for naturvidenskab.

Naturen i centrum

Lundsgade har en stærk naturfaglig profil – vi oplever og går på opdagelse i naturen. Vores fokus er "natur, udeliv og science" - men naturen er også rammen for de øvrige læreplanstemaer. Hele klynge IBØ C har en naturfaglig profil, som i 2023 er afsættet for deltagelse i et flerårigt forskningsprojekt. Gennem forskningsprojektet er der målet, at Lundsgade skal bidrage til udvikling af sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer, der vil styrke børns naturvidenskabelige almendannelse gennem oplevelser og aktiviteter, der tager udgangspunkt i børns undren og nysgerrighed, og som støtter børn i at undersøge, eksperimentere og gøre sig erfaringer med at finde svar på deres undren i relation til natur og natur(lige) fænomener.

Pædagogisk læreplan

Vi ønsker at skabe et læringsmiljø, hvor børnene udvikler sig til hele mennesker, der hviler i sig selv med et konstruktivt selvværd og med blik for et forpligtende fællesskab. Vi ønsker, at børnene gør sig gode erfaringer med værdien af venskaber og positive relationer. At børnene lærer at begå sig i samt værne om naturen. Vores tilgang er at møde det enkelte barn med respekt, anerkendelse og medbestemmelse. Vi har fokus på at inspirere og udfordre - og skabe plads til leg og læring. Vi arbejder for, at børnene oplever en atmosfære præget af tryghed, nærvær og omsorg i dagligdagen. Målet er, at det enkelte barn og børnegruppen samlet set får de bedste muligheder for trivsel, læring, udvikling og dannelse. Legen har en stor og uvurderlig værdi i sig selv. I Lundsgade er legen derfor det medie, der fylder mest og den prisme, som de voksne ser og støtter børnenes trivsel, læring og udvikling igennem. De voksne er løbende optaget af, hvordan de bedst muligt støtter op om lege – både i forhold til, hvordan de positionerer sig og hvordan de på bedste vis kan veksle mellem at være initiativtagende, støttende og iagttagende. Lundsgade er på den måde et legende og lærende hus. Læs meget mere om vores tanker og intentioner i den pædagogiske læreplan for 2026.